eXTReMe Tracker
Gribskov Kommune, på toppen af Sjælland
Gribskov, om navnet og skoven
Kommunens navn, Gribskov, er taget fra den store skov som udgør en del af kommunens areal. At Gribskov blev den store sammenhængende skov den er i dag, skyldes primært den kongelige bevågenhed den havde under enevælden, og dens nære beliggenhed ved de kongelige residenser, Fredensborg Slot og Frederiksborg Slot.

Grib Skov er med sine 5500 hektar en af Danmarks største skove. Navnet dukker op for første gang i Kong Valdemars Jordebog i 1231 - Gripscogh. Sandsynligvis betegner ordet grib, at det drejer sig om et areal, som ikke er hegnet ind og kan anvendes, eller gribes, af enhver. Altså en slags fællesskov som alle kunne anvende.
I løbet af middelalderen deltes skoven mellem Esrum Kloster og Kronen. Efter Reformationen overgik hele skoven til Kronen.
På grund af hoffets store jagtinteresser, blev skoven lagt ud til jagtformål. Sidst i 1600 tallet lod Christian V udhugge et system af jagtveje, som endte i en stjerne. Disse jagtveje blev flittigt brugt under de den gang populære parforcejagter. I denne jagtform brugtes ikke skydevåben. Et kobbel af hunde jagede et enkelt stykke vildt. Til sidst trådte jægeren til og nedlagde dyret, med en såkaldt Hirschfænger.
Hvor jagtvejene samles, ved Rødpælestjernen, står i dag en mindesten for den store danske filosof Søren Kierkegård, som dybt inde i skovens ensomhed, sad og tænkte sine tanker. Det var ved Ottevejskorset længere syd for Rødpælestjernen at Søren Kirkegaard kom, og ikke der hvor hans mindesmærke idag står.

Cyklen er mit foretrukne transportmiddel i Gribskov
Stutteriets vange

Langs Esrum Sø lå seks vange, som er betegnelsen for indhegnede græsningsområder for heste. Disse blev brugt af Det kongelige Frederiksborg Stutteri til sommergræsning. Vangene var indhegnet af et stengærde. Til at passe på hestene var der vangemænd, der boede i små huse langs Esrum Sø. Husene er i dag de fire skovløberhuse, der ligger langs Esrum Søvej.

Skovdrift gennem tiderne
Efterhånden begyndte skoven at bære præg af dyrenes græsning og svinenes oldenjagt, og omkring 1800 tallet var træ ved at være en mangelvare i Danmark. Ved udskiftningen i 1780erne blev bøndernes ret til at bruge skoven stoppet. Med græsningens ophør blev muligheden for træernes reproduktion væsentligt forbedret. Samtidig begyndte man også at planlægge en mere langsigtet skovdrift, og bøg og eg blev plantet i stor stil. Også rødgran plantedes, især på tidligere eng- og mosearealer. Resultatet af disse tiltag er, at skoven kan drives intensivt i dag.
Efter 1807, da englænderne erobrede den danske flåde, tilplantedes en større areal med egetræer, beregnet til skibsbygning. Noget at dette træ blev anvendt ved restaureringen af fregatten Jylland. Med en kendt talemåde fra skibsreder A.P. Møller, hvis fond betalte for restaureringen, kan man vel i den forbindelse tale om rettidig omhu.

I løbet af de senere år, er man begyndt at mindske arealet af nåleskov til fordel for løvtræ, især eg, og at frilægge mose og engarealer. Man vil også have mere naturskov og derfor udlægges arealer hvor træerne nedstammer fra en selvsået skov, til naturskovsarealer, hvor skoven får lov at trives på egne betingelser.
Træ på vej til at blive hentet i Gribskov marts 2007
Store Gribsø

Midt inde i Gribskov ligger Store Gribsø, en sø som tilsyneladende hverken har til- eller afløb. Store Gribsø ligger i et område præget af endemorænerygge, der løber sydøst-nordvest, parallelet med søens længdeakse. Søen menes skabt af dødis.
Sagnet om Store Gribsø siger, at den er bundløs, og at det skyldes Guds vrede. Engang lå her et nonnekloster. Nonnerne interesserede sig imidlertid mere for munkene oppe i Esrum Kloster end for Vorherre. Derfor åbnede jorden sig og opslugte klosteret med de elskovssyge nonner, og klosteret blev ved med at synke. Således opstod søen. I stille aftener kan man stadig høre klokkerne ringe dernede fra dybet, påstås det, kom selv ud ag hør efter.
Selv om søen med sit mørke vand ser bundløs ud, er forklaringen nu en ganske anden: Økologisk er Gribsø en såkaldt dystrof eller brunvandet sø. Udover at være sur har den et meget højt indhold af humusstoffer, dvs. delvist omsatte organiske stoffer i meget små partikler, som i større mængder farver vandet brunt. Derfor er det umuligt at skimte søens bund, selv om Store Gribsø i virkeligheden kun er 11 meter dyb.
Da man anlagde Frederiksborg Slot i Hillerød, førtes vand fra Gribsø gennem en gravet kanal til Frederiksborg Slotssø, rester af denne kanal kan endnu anes i terrænet.
Hvis man vil besøge området omkring Gribsø med tog, så har Gribskovbanen, som iøvrigt har en naturskønt forløb gennem skoven, et trinbrædt ved Gribsø
Længere inde i skoven ligger Lille Gribsø, en mose med lidt åbent vand, for at finde den, så følg vejen mod Esrum og Stjernen.
Store Gribsø en forårsaften 2007
Kulsvierne

Fra gammel tid var Grib Skov kendt som kulsvierområde. Kernen i kulsviernes industri var den kegleformede mile, hvori det tørre ved blev omdannet til trækul. Milen skulle brænde i tre døgn. Den måtte hele tiden være under opsyn da forbrændingsprocessen skulle foregå under iltfattige forhold. Skete det, at ilden stod ud af milen, måtte den slukkes omgående, for at træet i milen ikke skulle brænde til aske. Trækullet blev solgt på Kultorvet i København.

Hvor kulsvierne kom fra er der forskellige teorier om, en af de mest rodfæstede er at de kom fra Ardennerne, men nogle mener at det var ganske almindelige danskere, som sved kullene i milerne. Det er en kendsgerning, at mange fattige husmænd og små jordbrugere sved kul som en biindtægt, med eller uden skovmyndighedens viden, og på denne måde overlevede med deres familier.
Allerede i Bronzealderen har man kendt til kulsvidning i Danmark, det var ikke muligt at smelte bronzen over et åbent bål, derfor udvikledes trækulmetoden iflg. visse kilder.
Kulsvierne hentede træet i skoven og havde milen tæt ved hjemmet, ofte var det husmænd som på denne måde supplerede indtægten fra en ringe agerlod.
Der kom i slutningen 1700 tallet tyske kulsviere til Danmark, for at oplære danskere i den tyske måde at svide kul på, de rejste dog, så vidt vides, hjem igen.
Mange myter omgærdede kulsvierne. De var lidt skumle, som de der midt i natten, i månelyset, stod og passede deres rygende miler, og sendte mystik og overtro på rejse ind i den beskuendes bevidsthed.

Den forsvundne landsby.
Et minde om kulsviernes tilstedeværelse i Gribskov er Trustrupstenen, en mindesten for den forsvundne kulsvierlandsby, som lå nær ved det nuværende trinbrædt Duemose, i retning mod Kagerup. Stenen blev rejst af Niels Jensens efterkommere i 1912. De blev ejere af nogle gårde i Ejlstrup, og Askegård, hvor senere Boilers Bundepresseri og Danstål fik til huse, var i slægtens eje til op i 1960erne.
Inskriptionen på Trustrupstenen fortæller at den sidste indbygger i Trustrup var Niels Jensen, som boede her fra 1762 til 1790. Han var dog ikke den sidste indbygger, for tilbage blev et par gamle koner, som fik lov at blive boende til de døde en gang i det 19. århundrede.
Jeg kan fortælle, at Niels Jensen var gårdmand, og født omkring 1731. Hans kone hed Svendborg Jørgensdatter og var født omkring 1741. De havde en søn, Jørgen Nielsen som i 1787 er 22 år gl. og benævnes som landsoldat. Samme år er datteren Inger Nielsdatter 10 år gammel.
I 1787 boede der 61 personer i Trustrup, fordelt på 16 familier.
Niels Jensen og Svendborg Jørgensdatter figurerer i folketællingen fra 1801 i Ejlstrup, hvor han er noteret som husmand uden jord og bødker. Datteren Inger Nielsdatter bor sammen med forældrene på det tidspunkt, som ugift.

Se en fortegnelse over de sidste indbyggere i Trustrup her
0

Trustrupstenen
 
En mindesten fra nyere tid
 
En mindesten fra skovens nyere historie er den store granitsten på Nyholmsvej, nær den tidligere Militærnægterlejr i Gribskov, det nuværende asylcenter.
Hvor stenen er rejst styrtede en canadisk Mosquito jager , fløjet at en engelsk besætning på to mand, ned den 30. September 1944, og de to ombordværende omkom.
Der er idag en tradition for at hjemmeværnet nedlægger en krans ved stenen på årsdagen for nedstyrtningen. Denne tradition indledtes i 1985, hvor Danmark fejrede 40 året for befrielsen ved kommunale højtideligheder over hele landet. Jeg var på det tidspunkt sektionsfører for Luftmeldekorpset i Helsinge, og var formand for den kommitté som stod for afviklingen af højtideligheden i Helsinge Kommune, 4 maj 1985.
Luftmeldekorpset nedlagde en krans den 5 maj ved mindestenen, under deltagelse af de sidste gamle modstandsfolk fra gruppen Kulsvierne. Det var en meget bevægende oplevelse, for alle deltagerne.
Der var samme dag frihedsgudstjeneste i Mårum Kirke, hvor Luftmeldekorpset også deltog. Her prædikede den gamle præst, pastor Johannes Magelund, som havde siddet i embedet under 2. verdenskrig, og han tryllebandt simpelthen menigheden med sin fantastiske beretning om Mårum under besættelsestiden.
Hvert år lige siden har nedstyrtningsdagen været højtideligholdt ved en kransenedlægning, idag forestået af det lokale Hjemmeværn. En smuk og rigtig tradition, som jeg som en af initiativtagerne fra den gang håber bliver holdt i hævd fremover.
En søster til en af de omkomne deltog i højtideligheden på 50 årsdagen for nedstyrtningen i 1994.

Æret være de omkomnes minde.

Mindestenen over de faldne engelske flyvere
 
Teksten på stenen er denne:

For Danmarks Frihed vi takker Gud!
på dette Sted faldt to Sendebud,
de kom fra England til Danmarks Kyst
og bragte Vaaben til Landets dyst.
De købte din Frihed ved deres Død,
Gud skænke dem Fred i Danmarks Skød.

Flying Officer
G. J. Allin
(154550)
Flying Lieutenant
R. H. Thomas
(103025)
30 September 1944
Mindekorset med de faldnes navne og rang
 
©2007 Hans Reckweg

eXTReMe Tracker